Alle siger at det bliver lettere.

Det gør det ikke. Det bliver bare anderledes.

De første uger er der folk omkring dig. Blomster. Mad der stilles foran døren. Beskeder der siger jeg tænker på dig. Og så stopper det. Livet fortsætter for alle andre. Og du sidder der med en tomhed der ikke har et navn.

Det ingen fortæller dig er at det sværeste..

Det sværeste er en tilfældig tirsdag tre måneder senere. Når du ser noget i en butik og tænker det ville hun have elsket — og så husker du at du ikke kan ringe til hende og fortælle det.

Det er de øjeblikke der tager vejret fra dig.

Jeg har lært at leve med dem. Ikke at komme over dem — det tror jeg ikke man gør. Men at leve med dem. At lade dem være der uden at de vælter en omkuld.

Vesterhavet hjalp mig med det.

Der er noget ved et hav der ikke bekymrer sig om dig. Bølgerne ruller ind uanset hvad. Det stopper ikke fordi du sørger. Det fortsætter bare. Og på en eller anden måde er det det mest trøstende jeg kender.

Du behøver ikke komme over det.

Du skal bare fortsætte. Ligesom havet.

De smykker jeg designer er ikke lavet til at fjerne smerten. De er lavet til at bære den — på en måde der minder dig om at du er stærk nok til at have den hos dig.

Fordi du er.

— Lisbeth