Klokken var halv tre.

Jeg lå i sengen og stirrede op i loftet. Kunne ikke sove. Kunne ikke lade være med at tænke.

Det var ikke sorgen der holdt mig vågen. Det var en sætning jeg ikke kunne slippe.

Jeg spurgte hende aldrig hvordan hun havde det.

Ikke én gang i de sidste år. Jeg spurgte altid om det praktiske. Om hun havde spist. Om hun skulle have hjælp til noget. Men aldrig bare — hvordan har du det, mor?

Jeg troede jeg havde tid.

Alle tror de har tid.

Jeg stod op og satte mig ved køkkenbordet. Tændte et lys. Sad bare der i mørket med min kop te og tænkte på alle de gange jeg havde skyndt mig væk fra en telefonsamtale. Alle de gange jeg havde sagt jeg ringer tilbage — og så glemte det.

Hun klagede aldrig.

Det er det der gør det sværest. Hvis hun havde klaget ville jeg have noget at holde fast i. Noget at forsvare mig imod. Men hun var bare glad for at høre min stemme. Uanset hvor kort samtalen var.

Jeg begyndte at skrive den nat. Ikke til nogen. Bare for at få det ud.

Og så begyndte jeg at lave smykker igen.

Ikke fordi det hjalp. Men fordi det var noget at gøre med hænderne mens hjernen ikke ville stoppe.

Det første smykke jeg lavede den nat var ikke til salg. Det var til hende. Det ligger stadig i en lille æske i min skuffe.

Jeg åbner den nogle gange. Bare for at minde mig selv om at jeg faktisk fik sagt det — til sidst.

For sent. Men sagt.

— Lisbeth